Tag Archives: MhS

Nyt fra de gamle

  Det var så sandelig på høje tid, men nu er den her…  

.

Motorhistorisk Samråd har i dag barslet med en helt ny hjemmeside, med et frisk design der indbyder til at studere indholdet nærmere. Det er sandelig blevet nye tider for MhS, der siden efterårets årsmøde har fået fastansat en mand til at drive samrådet til dagligt. Efter man har flyttet ham ind på et kontor midt i København har han ikke haft mange muligheder for at side og trille tommelfingre.

 Ud over at Ole Pedersen, som den nye sekretariatsleder hedder, er blevet kastet udi det politiske arbejde med et beslutningsforslag (B 142) fremlagt i folketinget af Dansk Folkeparti, så har han altså blandt andet haft gang i en hårdt tiltrængt opdatering og nydesign af den gamle hjemmeside.

 Med i det nye hjemmesidedesign har været et nyt logo for Motorhistorisk Samråd, også det byder på en friskhed som vi ikke tidligere har været bekendt med fra den kant, lad os håbe de kan leve op til den friskhed som designet og hjemmesiden lover

 Et nyt tiltag er at man nu kan alle tilmelde sig en mailliste således at man får nyhedsbrevene tilsendt automatisk.

 www.motorhistorisk.dk

Skriv en kommentar

Filed under Danske Nyheder

Toldterror 4

Er der lys for enden af tunnelen hvad angår at få etableret en returnering til ”de gode gamle dage” før 13. november sidste år, inden den europæiske toldkommision gav dødsstødet til handlen med klassiske biler fra USA og andre lande uden for EU?

Det handler ikke kun om at få den frie handel tilbage på rette spor, men at få etableret et system der er overskueligt for såvel købere og sælgere, som for de embedsmænd der skal toldbehandle køretøjerne.

Holland og min bare røv!

Motorhistorisk Samråd (MhS) er aktivt gået i dialog med Skat, med det formål at få etableret en fortolkning af reglerne således at de er brugbare og nemmere kan overskues af alle parter. Jeg har fået lov at kigge med i korrespondancen mellem MhS og Skat efter et møde mellem de to parter først i februar, og kan her viderebringe et sammenkog af de overvejelser som Mads Thyregod har sendt til Jørgen Boye Jørgensen og Jørgen Hindsdal fra Toldforvaltningen midt i april.

De meget konkrete forslag fra MhS til en fortolkning er et af de første brugbare i Europa som jeg er bekendt med. Det er ikke uden betydning at Skat får anlagt en brugbar fortolkning som de kan tage med på møderne i EU, da Toldkommisionen har bedt medlemslandene om at komme op med en ensartet tolkning af regelsættet som det foreligger nu. Der var kun ni lande på et såkaldt ”summemøde” i EU med dette emne, så hvis Danmark stiller med en brugbar tolkning er der rimeligt gode chancer for at det er der vi alle ender. Derfor er det også positivt at notere sig at den fortolkning MhS har har foretaget og fremført er gennemtænkt og velskrevet, hvis bare hele Europa vil rette sig efter den, så har vi ikke nogen problemer.

Som skrevet om i tidligere versioner af dette indlæg så består regelsættet af syv regler som importkøretøjer skal overholde for at åbne op for en toldtarif og en momssats på samlet 5 % som før 13/11 2009, plus en undtagelsesregel. Da det godt kan være noget af et tørt emne vil jeg her kort skitsere de enkelte regler og byde på et sammenkog af det som MhS har budt ind med.

Det er MhS’s vurdering at der var tre kriterier som Skat administrerede efter før 13. november, at køretøjet skulle være mere end 30 år gammel, være originalt, og ikke længere være i produktion. De var enkle at administrere efter i praksis og gav formentlig sjældent anledning til tvivl, sådan er det som sagt ikke mere. Den første regel om at køretøjet skal være originalt er stadig med, men da MhS ser at samme regel bruges i andre lovmæssige sammenhænge og det ikke har givet eller bør give anledning til problemer, er der heller ikke nogen problemer med den i forhold til fortoldningen. Det samme gælder regel nr. 2, om at køretøjet skal være mere end 30 år gammelt. Ved den tredje regel om køretøjer der ikke produceres længere, der opfordrer MhS til at man naturligvis ser på andet end modelnavnet, køretøjer der er mere end 30 år gammelt produceres jo ikke mere, hvis man laver en teknisk sammenligning vil den jo vise at køretøjerne er vidt forskellige.

Et af de store spørgsmål ved det nye regelsæt er blandt andet fortolkningen omkring at et køretøj skal have en vis sjældenhedsværdi, her pointerer MhS at ordet ”vis” ikke er en absolut størrelse, og at man derfor ikke kan anlægge den samme fortolkning som Sverige har gjort, med at sige at mere end et bestemt antal registrerede eksemplarer gør at de ikke mere er sjældne. MhS mener at køretøjer der opfylder tre første betingelser i sagens natur vil være sjældne, lige som de mener at Sveriges fortolkning er i strid med ordlyden. Hvis eller når denne regel skal prøves i en retssag, så mener man at det er vigtig at se på om køretøjet er sædvanligt i det daglige trafikbillede.

Regel nr. 5 forholder sig til om køretøjet er indkøbt til dagligt brug, da samlerobjekter kun bør bruges til sit oprindelige formål lejlighedsvis. Til dette skriver MhS at det er deres indtryk at kun ganske få anvender sådanne ældre køretøjer til daglig kørsel, og at man anser det for ganske rimeligt og helt ufarlig at administrere efter en forhåndsformodning om at køretøjer som disse ikke vil blive anvendt til daglig kørsel. Det lyder jo ganske pragmatisk for nogle som kender veteranbilfolk, det samme gælder for så vidt også den sjette regel som handler om at køretøjet skal være handlet gennem en specialist, eller mellem privatpersoner, det ved ”man” jo at en langt overvejende del af de gamle køretøjer gør.

Den sidste regel er også en sejtrækker, den handler nemlig om at køretøjet skal have en betydelig værdi, og hvad er så det? Her mener MhS at formuleringen ligger op til at der skal foretages et skøn, og at man her skal tage udgangspunkt i hvad køretøjet kostede som nyt uden moms og afgifter, samt dernæst se på køretøjets stand, da selv et ladefund i dårlig stand kan have en høj værdi. Man mener at når personer og handlende gør sig besvær med at importere sådanne gamle køretøjer så er det netop fordi at det besidder en høj værdi. I tillæg opfordrer MhS til at myndighederne anlægger en bagatelgrænse på f.eks. 500 Euro for biler og noget lavere for motorcykler og knallerter.

Som nævnt er der i regelsættet indarbejdet en undtagelsesregel der siger at myndighederne kan nægte den lempeligere afgift uanset om køretøjet opfylder alle syv regler. Det kan de gøre hvis de kan fastslå at køretøjet ikke illustrerer et væsentligt trin i menneskets udvikling eller det ikke belyser en periode i denne udvikling, som det hedder. Det der er vigtigt her er at det er myndighederne der skal løfte bevisbyrden for dette. Det er MhS’s opfattelse at alle biler og motorcykler som begreber har bidraget væsentligt til historien, og at de alle illustrerer det man kort kan kalde udviklingskriteriet, med andre ord så vil det ikke være muligt for myndighederne at føre bevis for at det modsatte skulle være tilfældet, og man anbefaler derfor Skat at dette kriterium ikke anvendes i praksis.

Med andre ord, så er der ikke umiddelbart noget til hinder for at indføre veterankøretøjer på samme måde som før den 13. november sidste år, hvis Skat vil acceptere fortolkningsforslagene fra Motorhistorisk Samråd’s formand Mads Thyregod, så er der oven i købet heller ikke nogen risiko for at dine økonomiske dispositioner i den henseende, ender i et ukontrollerbart morads.

Se også de tidligere versioner

Skriv en kommentar

Filed under Danske Nyheder, Generelt, skat

Toldterror

Det er lykkedes for en lille gruppe embedsmænd i EU’s toldkommision at gennemføre en stramning af toldtarif 97.05, på en måde så det her efter stort set er umuligt at importere køretøjer fra lande uden for EU toldområde til den hidtige takst.

Når en hobby lider druknedøden

Stramningen af 97.05 er sket helt på embedsmandsniveau, altså uden indblanding fra folkevalgte politikere, med det formål at ensrette toldreglerne i alle medlemslandende.

Da den nye fortolkning af 97.05 er sket i blandt embedsmænd i kommisionen, er der ikke dukket noget op til overfladen hvor organisationer som f.eks. FIVA har kunne nå at opsnappe at der blev arbejdet på noget der kunne have indflydelse på vores alle sammens hobby. Derfor har FIVA ikke haft mulighed for at gøre indsigelser, og formuleringerne er ene og alene et resultat af kommisionens arbejde.

Et kig ned ad siden med den nye fortolkning afslører da også at dette makværk, er et embedsmandsværk uden nogen som helst realitetssans.

Således lyder de nye regler man skal opfylde for at få sit veterankøretøj ind til den sædvanlige toldsats.

Denne position omfatter motorkøretøjer, der er:

 — i original stand og uden væsentlige ændringer ved chassis, styre- og bremsesystem, motor osv.

— mere end 30 år gamle og

— af en model eller type, som ikke længere produceres.

 Motorkøretøjer anses imidlertid for ikke at have historisk eller etnografisk værdi og er undtaget fra denne position, hvis de kompetente myndigheder fastslår, at motorkøretøjerne ikke illustrerer et væsentligt trin i menneskets udvikling eller ikke belyser en periode i denne udvikling.

 Sådanne køretøjer skal også besidde de fornødne egenskaber for at kunne indgå i en samling og derfor:

 — besidde en vis sjældenhedsværdi

— normalt ikke anvendes i overensstemmelse med deres oprindelige formål

— er genstand for en specialiseret handel, der finder sted uden for den normale afsætning af lignende brugbare genstande

— har en betydelig værdi.

 Som samlerobjekter af historisk værdi betragtes også:

a) motorkøretøjer, der — uanset fremstillingsåret — bevisligt er blevet anvendt ved en historisk begivenhed

b) væddeløbskøretøjer, der bevisligt er blevet tegnet, bygget og anvendt udelukkende til konkurrenceformål, og har opnået betydelige     resultater ved prestigefyldte nationale eller internationale motorvæddeløb.

 Genstande af den art, der anvendes som dele eller tilbehør til nævnte motorkøretøjer, tariferes i denne position, hvis de i sig selv er samlerobjekter, uanset om de er bestemt til montering i de pågældende køretøjer.

 Bevis herfor kan aflægges i form af behørig dokumentation, fx leksika eller fagbøger eller erklæringer fra anerkendte eksperter.

 Ovenstående bemærkninger gælder med de fornødne tillempninger også for motorcykler.

 Undtaget fra positionen er efterligninger (kopier) af originalmodeller (almindeligvis kapitel 87)

I den tid jeg har haft plads ved dette tastatur med fast forbindelse til redaktionen på Klassisk Bil & Mc, der har jeg den ene gang efter den anden kastet mig over Skat og deres medarbejdere hver gang der har været lidt optræk til bare det mindste fra deres side. Jeg nævner i flæng : Modep-systemet (Fejl-fyldt sikkerhedsventil), Brændstofafgifter (En forglemmelse), partikelfiltre (Strafafgift på noget der ikke duer), Ladlåg på Chevrolet SSR (En kæmpe sag for Skat), Veteranbiler som kontrolgruppe (Vi ved ikke hvad vi leder efter, men vi skal nok finde det!) Ikke fordi at det har hjulpet noget, jeg er ikke jo ikke nogen Kåre Quist, men som en arrig lille terrier der hænger i buksebenet ,så skal jeg nok gøre hvad jeg kan!

Så det kom nok ikke som nogen overraskelse for Skats pressetjeneste, at de havde mig i telefonen mandag morgen, efter de havde sat hele veteranhobbybevægelsen i brand en fredag d. 20/11, hvor ovenstående blev offentliggjort på Skats hjemmeside.

Jeg blev da også stillet videre til den relevante konsulent, som kunne oplyse mig om at nok var han den som dels havde været med til at udarbejde dette, og nok skulle han være med til at administrere reglerne, men han kunne ikke fortælle mig hvordan. Han kunne heller ikke fortælle hvilke køretøjer der kunne godkendes, eller hvilke kriterier der kunne ligge til grund, han viste heller ikke hvilke eksperter som Skat ville anerkende, han var ikke en gang sikker på at når først en Pispot årgang nittenhundredeoggammel var kørt igennem og godkendt at så ville en magen til automatisk også blive godkendt!!

Der er rigtig mange aspekter i dette her, og Skats medarbejdere er fuldstændig rådvilde, de har slet ikke nogen som helst anelse om hvordan de skal gribe det her an, og det er dem der skal gribe det an! Mærk dig mine ord : Du skal ikke gøre noget som helst andet end at indfortolde dit køretøj under 97.05 som du har gjort hele tiden!!!! fremt selvfølgelig at du mener at du har argumenter der holder i forhold til ovennævnte regelsæt.

Dette regelsæt skulle nu gerne være ens i alle 27 medlemslande, men ind til videre har der været forskellige måder at reagere på. I Sverige der har de f. eks. besluttet at køre videre med den gamle ordning indtil de har styr på det nye regelsæt, sådan kan det også gøres!

Jeg ved at der arbejdes fra mange sider på at få ændret dette regelsæt til noget der kan bruges i praksis. Såvel MhS som FIVA er sat på sagen. I en sag som denne med så mange spegede ender, der er der kun en ting der er helt sikker, det er at på Klassisk Bil & Mc’s Chihuahua redaktion der har vi bidt os fast i alle de ankler vi kan komme i nærheden af.

Der kan nå at ske meget inden det næste nummer går i trykke lige før jul med alt om den nye toldtarif, ind til da er du velkommen til at kontakte mig hvis du skulle have yderligere spørgsmål.

22 kommentarer

Filed under Danske Nyheder, skat

Nybegynder guide

Hvad øhh… hvordan gør man…? Kan man…? hvor skal man så…? Er det ikke nemmere at … ? Hvad nu hvis at…?

Hent Hemmings "Getting started" guide her

 Sidder du med en drøm om at begive dig ud i ejerskabet af en veteranbil, men du ved ikke rigtig hvordan du skal få svar på alle dine spørgsmål? Så er her til dig en lille guide, der i hvert fald kan bruges som inspiration, og et udgangspunkt for at skaffe den fornødne viden.

Veteranen inden for amerikanske gammelbilspublikationer, Hemmings, har sidste år solgt denne guide til nybegyndere rundt omkring til forskellige træf og andre arrangementer. Nu har de så været så venlige at ligge en digital kopi ud på issuu.com, til fri afbenyttelse.

En del af indholdet er naturligvis rettet mod det amerikanske publikum, men der står faktisk mange ting blandt andet om at vælge, inspicere, købe og vedligholde en samlerbil, som sagtens kan bruges af kommende entusiaster på denne side af Atlanten.

Når du har bladret dig igennem de 100 sider, og det ikke har afskrækket dig det mindste, så vil jeg da anbefale dig at søge læge kontakt til enten en klub i din nærhed eller en mærkeklub, der vil enten Motorhistorisk Samråd eller Forenede Danske Amerikanerbilklubber være dig behjælpelig.

God jagt… og tak til Hemmings.com

Skriv en kommentar

Filed under Generelt, Medier